Kære venner.

I dag er det landsindsamling for Alzheimers. En sygdom som rammer og lammer mange familier.

Sidste år, 11. juni, måtte vi tage afsked med min mor, som efter 5 år i en stejl nedadgående kurve endte som kun en skal af det fantastiske menneske hun var.
At se en person som betyder så meget for mange, langsomt forsvinde, er som at rive et plaster af langsomt.
Min mor var kendt for sine organisatoriske evner, om det var for de virksomheder hun arbejdede i eller om det var den årlige julefrokost i familien, så var der 100% styr på det. Den person vi kendte var der intet tilbage af til sidst.
Alligevel formåede hun at smile til det sidste. Også selvom frustrationerne for hendes nærmeste var stødt stigende indtil det sidste, så var der stadig et smil at spotte.
Vi kendte godt slutningen, men vi havde håbet vi havde haft hende i mange år endnu.
Dagene går nemmere, men savnet er der altid. Især tanken om den farmor hun ville have været for vores børn. De havde haft det som blommen i et æg.

Jeg kan ikke opfordre nok til at støtte op om Alzheimerforeningen i håb om bedre tider for folk og familier med Alzheimers tæt på sig.

Tusind tak for din/jeres opmærksomhed og støtte.

De bedste hilsener,
Casper